Englen i Stjernehuset


Højt oppe mellem stjernerne, lige der hvor Mælkevejen slår et sving, der bor den lysende engel i sit stjernehus.

Hver aften når solen går ned, så samler Englen alle de gode tanker, der igennem dagen er svævet op til Stjernehuset.

Af alle de gode tanker laver Englen en dej, som den bager til tryllekager pyntet med glasur af solstråler og måneskin.

Når hele Stjernehuset dufter skønt af nybagte tryllekager og bordet er fint pyntet op, så sætter Englen sig i sin stol og nynner en varm melodi, der blidt svæver ud i himmelrummet.

Nede på jorden er børnene nu gået til ro og sover, mens deres sjæle løfter sig op og går på opdagelse mellem stjernerne.

Og her oppe mellem stjernerne, der hører børnene klart Englens blide nynnen, og børnenes nysgerrige sjæle følger efter lyden, lige indtil de kommer til det sted, hvor Mælkevejen slår et sving.

For her ligger Stjernehuset, hvor den lysende Engel bor, og Englen inviterer alle børnene indenfor i sin bolig.

Der er rigtigt sjovt og dejligt i Stjernehuset og alle børnene hygger sig og spiser tryllekager lavet af gode tanker og pyntet med glasur af solstråler og måneskin.

Så da børnene ved morgengry begiver sig tilbage til jorden, så er de stopmætte og glade, og de kan starte en ny dag fyldt med godt humør og gode tanker.



Kommentarer

Populære opslag