Referat af dagseminar om antroposofisk baseret bestyrelsesarbejde og organisation.


Dagens taler; problemknusende konsulent Sigrund varmede først gæstegruppen godt op med fælles solosang, inden hun gik i gang med at belyse de emner omkring bestyrelsesarbejde og organisation, vi alle havde set frem til at få sat i et antroposofisk perspektiv, hvilket hun gjorde på yderst inspirerende vis i så almenmenneskelige vendinger, at det kunne forstås også af de os, der ikke er ganske indforståede med de Steinerske terminologier.

Kort fortalt, så handler det om at betragte virksomheden eller institutionen som værende en levende organisme, der har brug for næring til både krop, sjæl og ånd, for at den kan vokse, blomstre og sætte frø.

Lad os starte foroven med ånden. Institutionens/virksomhedens ånd næres ved, at bestyrelsen har klarlagt de overordnede mål, visioner, idealer og værdier. Hvad er egentligt formålet med institutionens/virksomhedens eksistens? Hvordan passer institutionen/virksomheden ind i det omgivende samfund? Hvilken opgave ligger der i det omgivende samfund, som institutionen/virksomheden kan være med til at løfte, og hvordan fungerer kommunikationen mellem institutionen/virksomheden og samfundet? Hvilke principper skal der være i vores institution/virksomhed omkring uddannelse og opgradering af de ansattes filosofiske og faglige grundlag, for at fremme opblomstringen af tanker og ideer, der relaterer sig til institutionens/virksomhedens visionsgrundlag?

På dette plan har bestyrelsen til opgave at være med til – f.eks. gennem stillingtagen til ovenstående spørgsmål – at sikre institutionen/virksomheden et solidt åndeligt ståsted, der bl.a. muliggør at løsningsmodeller forbliver i overensstemmelse med institutionens/virksomhedens overordnede mål og værdier, når løsningerne er frugten af en kommunikation, der baserer sig på saglighed og fælles viden.

Børnehavens sjælelige trivsel sikres gennem dialog. På det sjælelige plan er dialog og trivsel de helt centrale nøgleord og den overordnede tænknings mål og formål på dette plan kunne f.eks. være, at man bevidst – hvis det var en institution det drejer sig om – vælger ”børnenes bedste” som baggrund for diverse beslutninger, dialoger og løsninger. På den måde er det muligt at distancere sig fra personlige forskelligheder og i stedet bevare fokus på institutionens/virksomhedens trivselsgrundlag. Rent praktisk vil det f.eks. sige, at vi laver klare aftaler og har klare roller, og at vi giver plads til og lytter positivt til den enkeltes personlige udtryk, for på den måde at få del i ideer og løsningsforslag, der baserer sig på faktiske erfaringer og oplevelser, frem for på fantomer og gespenster.

Det sjælelige plan er så at sige, de briller vi udlåner og hvorigennem omverdenen kan se os, og bl.a. derfor SKAL institutionens/virksomhedens bestyrelse og ansatte være synlige og tilgængelige. Bestyrelsens opgave på det sjælelige plan er bl.a. gennem synlighed og dialog at give et moderne og sagligt udtryk både for institutionens/virksomhedens vision og for institutionens/virksomhedens filosofiske og faglige bevæggrunde, for på den måde at kunne mødes i et fælles ståsted med omverdenen.

Institutionens/virksomhedens krop er de helt jordnære fysiske rammer, der gør at man i det daglige kan være et med sine omgivelser. At de fysiske rammer er i orden, giver en bedre trivsel både psykisk og fysisk for de mennesker, der er tilknyttet institutionen/virksomheden. Dette indbefatter f.eks. at der ligger et realistisk budget til grund for den daglige drift. Budgettet sammen med en afdækning af institutionens/virksomhedens arbejdsressourcer gør, at der kan skabes en stabil kontinuitet gennem langtidsplanlægning, sådan at institutionens/virksomhedens fysiske ståsted og målsætninger modsvarer dens sjælelige og åndelige ståsted og visioner. Rent praktisk kan stabiliteten på det fysiske plan stærkt støttes ved, at man f.eks. nedskriver procedurer vedrørende de daglige arbejdsgange, hvilket giver overskuelighed for alle i berøringsfladen og specielt i relation til nyansatte og nyankomne i institutionens/virksomhedens dagligliv. Til yderligere styrkelse af institutionens/virksomhedens økonomiske grundlag, kan bestyrelsen tage forskellige initiativer som f.eks. en støtteforening, byggefond, fondssøgning og i det hele taget være åben overfor de positive menneskelige tiltag og ressourcer, der viser sig i institutionens/virksomhedens fysiske relationer.

Netop i de fysiske rammer er det jo ofte, at et hvert bidrag fra os som menige virkelig kan komme til sin ret, da det er her, der er den største synlighed. Rent praktisk er det på det fysiske plan, at selv den mindste visions- og trivselsrelaterede positive indsats fra det enkelte individ går hen og får en skabende betydning for institutionens/virksomhedens helhed.

Det er på det fysiske plan, at drømme bliver til virkelighed :)

Kommentarer

Populære opslag