Det Årlige Bad


Først lige et tillykke til min mor, der fra 1. december igen har eget bad og fast tag over hovedet, og som bonus lige i nærheden af Ann og børnene.

Ja, vi nærmer os hastigt den dag på året, hvor vi traditionen tro skal i bad :-)

Heldigvis har jeg – takket være min nye tidsstrukturering – været mere produktiv end normalt her i weekenden.

Først har jeg fået klippet stof ud til ikke mindre en tre nederdele, som jeg glæder mig til i samarbejde med Moster at skulle i gang med at sy. Det er nu nogen gange sjovt at sætte sit eget præg på tingene, i stedet for at nøjes med stangtøj.

Hmmm. Nøjes er for øvrigt et meget grimt ord.

Fredag aften fik jeg tjent lidt lommepenge (som Tor allerede har brugt på J-popcon her i weekenden) ved at sætte produkter ind for Johnny. Og Birgith, jeg havde helt glemt det, men her er det silikoneglidemiddel, vi talte om, der ville være velegnet til zoneterapi.

Lørdag formiddag startede Lærke og jeg gryden op til den helt store produktion af shampoo og mens det kølede ned gik vi på Statsbiblioteket, efterfulgt af en dejlig solskinstur gennem universitetsparkerne ned til byen for at forkæle os selv med en brunsviger fra den lille økobager, mmmm. Da vi nåede hjem var shampooen klar til at blive piftet op og hældt på (cola)flasker. Seks liter blev det til, og så kan i jo selv gætte, hvad i alle sammen skal ha i julegave :-)

Her til formiddag gik turen så til Aalborg, da Lærke skulle op til sin far, og så kunne jeg jo passende benytte lejligheden til at gå ind og træne, inden jeg hoppede på toget hjem. Hoppede er måske så meget sagt, for det lykkedes mig selvfølgelig, grundet manglende vilje til at se min egen stivhed i øjnene, under udstrækningen at overstrække en muskel bag på låret. Tsk tsk tsk. Ellers er det dejligt at være kommet i gang med at træne. Jeg er meget forsigtig med min skulder, og der er stadig nogle få øvelser, jeg ikke kan lave, men der er heldigvis nu flere, jeg kan lave - stille og roligt. Og bare det at ha muligheden, er en stor tilfredsstillelse.

Nå, det var så ugens rapport – bare uden de grå sider.

Kommentarer

Populære opslag