Forholdet mellem subjektivitet og tro hos Søren Kierkegaard

Nærværende redegørelse baserer sig på følgende uddrag af første halvbind af ”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift” af Søren Kierkegaard: siderne 9-33 og 157-210, hvori der bliver yderligere anskueliggjort og uddybet indholdet af ”De philosophiske Smuler”, der er et af Søren Kierkegaards tidligere skrifter.

Når det kommer til at skulle beskrive forholdet mellem subjektivitet og tro, kan ingen kan klart udtrykke den indeholdte problemstilling som Søren Kierkegaard selv, der blandt andet udtrykker det således:

Problemet er ikke om Christendommens Sandhed, men om Individets Forhold til Christendommen…

Således indeholdt i sætningen er dels den væsentlige skelnen mellem den objektive sandhed, dvs. den beviseligt undersøgte sandhed om et givent objekt, hvilket i dette tilfælde er kristendommen, og det subjektivt at forholde sig til før omtalte objekt, dels at der her er tale om en problemstilling individuel for hvert enkelt menneske – individ. Det er derfor væsentligt for forståelsen af forholdet mellem subjektivitet og tro hos Søren Kierkegaard, først at se på hvordan han forholder sig til objektivitet i sammenhæng med tro, da der her foreligger særdeles aktive argumenter til den videre forståelse af subjektiviteten som uadskilleligt fra det at tro, som begrebet fremstilles af forfatteren i teksten, hvorpå denne redegørelse bygger.

Objektivitet

Fremdeles der er ikke Spor af Modsigelse i de hellige Bøger.

ville disse jo i teorien kunne bruges som historisk bevisførelse for biblens autenticitet, og dermed for kristendommen, om kristendommen objektivt var at betragte som et objekt og ikke et subjektivt trosforhold. Et af problemerne ved en sådan historisk bevisførelse er dog, at den nøje undersøgende ganske fortaber sig i den objektive argumenterende bevisførelse af de sidst nye tilføjelser til objektets historiske sandhed, der til stadighed må forsvares for at bibeholde sin autoritet som trosobjekt værdigt for den tænkende troende. Troen vil på sådanne præmisser altså derfor altid være sat i parentes, som Kierkegaard udtrykker det, hvilket vil sige, at ”sandheden” kun er gældende i dens fungerende form, indtil den foreligger i en ny udgave, baseret på den sidst nye objektivt og videnskabeligt uimodsigelige bevisførelse.

Derfor, såfremt man skal forsøge at forholde sig objektivt til kristendommens sandhed, vil der uvægerligt forekomme det i troens henseende uheldige fænomen, at man i sin objektivering med nemhed forveksler tro med viden/vished om i dette tilfælde kristendommens historisk beviselige fakta, fakta der dog ikke efter Kierkegaards bedste overbevisning har nogen positiv indflydelse på det enkelte menneskes forhold til troen.

Altsaa Alt antaget at være i sin Orden med Hensyn til den hellige Skrift – hvad saa? Er saa Den, som ikke havde Troen, kommet et eneste Skridt nærmere til Troen? Nei, ikke et eneste.

Tværtimod er objektiviteten direkte nedbrydende for troen, da troen forudsætter en uendelig personlig lidenskabelig interesserethed, altså en subjektivt baseret lidenskabelighed hvori troen grundfæstes, hvilket i sagens natur er uforeneligt med en objektivt argumenterende viden, der, uanset denne viden logisk nok altid kun kan blive en approksimation til sandheden, dog kan forekomme som en mediation og dermed objektivt set som en styrkelse af troen så længe den som viden står uimodsagt hen. Herved opstår dog muligheden for at simplificere og systematisere troen, der herved ganske mister sit subjektive forhold og i stedet falder i fare for at udtrykke intolerance.

Objektiviteten betragtet i sammenhæng med troen, foranlediger en tingsliggørelse, der gør, at vi ikke længere er i stand til inderligt og i lidenskab at forholde os uendeligt interesserede i vores egen individuelle tro, men kun objektivt at forholde os til genstanden for det vi tror på, hvilket altid kun vil blive en tilnærmelse til passionerede trosoplevelse, uanset om genstanden for vores tro er Biblen og Jesus på korset eller det magiske træ i urskovens hellige lysning, for

Fejlen ligger ikke i den uendeligt interesserede Lidenskab, men i at dens Gjenstand er blevet en Approximations-Gjenstand.

Subjektivitet

Ifølge Søren Kierkegaard er en forudsætning for, at den enkelte ved subjektiviteten kan tilegne sig sandheden, at individet har erkendt sin eksistens, hvilket rent praktisk vil sige, at det kræver en nærværende leven i nuet at kunne forholde sig subjektivt til – i dette tilfælde – troen. Det rent tankemæssigt teoretisk at reflektere sig eksistensens sammenhæng er praktisk uforeneligt med på samme tid rent faktisk fysisk at eksistere, fysisk at være tilstede i livet.

På samme måde er det simpel logik, at den mediation, der støtter ideen om, at man i livet kan nå en tilstand, hvor man objektivt forholder sig til sin subjektivitet og derforuden er subjektiv i sin objektivitet, er den rene fantaseren, som kunne man umiddelbart samle olie og vand, hvilket med anstrengelse nok kunne lade sig gøre, men som snarligt i overensstemmelse med naturlovene ville skilles, om ikke udsat for konstant omrøring af de der har gjort det til slægters gerning at opretholde en objektiv tro på genstandens illusoriske og værdiløse mirakel.

Objektivitet afføder og udvikles i abstrakt tænkning, og det er intet menneske muligt at være objektiv, så længe man er i fysisk eksistens, hvortil jo netop subjektiviteten er uløseligt bundet, da vi kun kan forholde os til livet ud fra vores egen individuelle eksistens, hvori sandheden skal findes.

Al væsentlig Erkjenden angaaer Existents, eller kun den Erkjenden, hvis Forhold til Existents er væsentlig, er væsentlig Erkjenden.

De momentvise lidenskabelige indblik i eksistensen, vi oplever som sandheden, minder os om, at vi ikke kan lade som om, vi ikke eksisterer, og at vi skal holde fast i, hvad det er at være menneske, nemlig at forholde sig subjektivt til sin egen eksistens.

Subjektets søgen

Så mens objektet reflekterer på genstanden, så reflekterer subjektet på forholdet til genstanden, og da lidenskaben er fraværende i objektiviteten men til gengæld uløseligt forbundet med selve det at forholde sig subjektivt, da finder vi sandheden i subjektiviteten, selvom det paradoksalt nok kan afstedkomme, at vi må indrømme ægtheden ved hedningens i sandhed inderlige lidenskabelige tro på sin gud, samtidig med at vi erkender usandheden ved objektivt at trosbekende sig til vores egen kristendom.

Dette eksemplificeres ved Søren Kierkegaards egne ord, når han siger at

Det ligefremme Forhold til Gud er netop Hedenskab…

for

Vel er Naturen Guds Gjerning, men Gjerningen er kun ligefrem tilstede, ikke Gud.

forstået på den måde at netop det at bekende sig til Gud gennem et fysisk udtryk som f.eks. kunne være Biblen, da er man faktisk hedning, idet man låser sin tro fast på et troens fysiske udtryk, der nemt kunne være at sammenligne med et afgudsbillede, i stedet for at henholde sin tro på selve sit individuelle subjektive forhold til Gud.

Ved at erkende at objektivitetens sandhed i forhold til det at tro er ligegyldig, accepterer vi også, at mod Gud have vi alle uret, hvori ligger en erkendelse af vores egen subjektive uvidenhed, hvori ligger kimen til troen, da troen ikke næres af tankens abstrakte fantasier, men gror i den lidenskabelige eksistens’ inderlighed. Så når mennesket på den måde lever i nuet og er nærværende i sin eksistens, så kan det ikke samtidig gemme sig bag historien, hvilket bevirker at

…naar han stikker saaleddes i Existents, at Erindringens Bagdør for evigt er lukket, saa bliver inderligheden den dybeste.

På den måde forbindes det subjektivt at finde sandheden sig uløseligt med lidenskabens uendelige interesserethed, uden hvilken troen forbliver en approksimation.

Absurditet og paradoks

Ved at den evige væsentlige Sandhed og det at existere sættes sammen.

fremkommer pardokset, idet den evige sandhed herved viser sig at være blevet til i tiden. Så selvom man ikke subjektivt kan forholde sig troende til tidens historiske artefakter, så kan man i troen forholde subjektivt til evighedens sandheder gennem sin eksistens. Om man således tør bevæge sig ud på de 70.000 favne og der søge at leve i overensstemmelse med sin tro uden objektiv viden og vished, da indebærer troen en risiko, der svækker dens objektive tilforladelighed samtidig med at den forstærker inderligheden hvormed, man forholder sig til sin tro.

Når paradokset således i sig selv er blevet et paradoks, får det en selvforstærkende effekt, der giver sig udtryk i det absurde, der er et stærkt afsæt for troen, for hvor absurd er det for eksempel ikke, at troen nok kan findes men ikke søges, at den eksisterer i tiden, men ikke kan gives historisk dokumentation. Således bliver absurde tankespekulationer om troens modsætningsforhold og paradoks blot til et endnu stærkere afsæt for det i subjektiviteten lidenskabeligt eksisterende menneskes tro

…thi det Absurde er netop Troens Gjenstand og det Eneste, der lader sig troe.

Spekulanten overfor den enfoldige vise

…Gud fornærmes ved at faa et Paahæng, en Mellemstab af gode Hoveder, og Menneskeheden krænkes ved at der ikke til Gud er et lige Forhold for alle Mennesker.

Hvormed Søren Kierkegaard vil sige, at alle disse spekulerende fantaster, der sætter systemer op for objektivt at kunne betinge troen, de faktisk stærkt bedriver sig af med at undervurdere den religiøsitet, der ligger implicit i selve menneskets eksisteren og åndelige udvikling, uanset det menneskes historisk kulturelle og religiøse forudsætninger.

At påstå andet er faktisk at betvivle Guds egen kraft til uden spekulanters sandsynligvis velmenende hjælp at gøre sin indflydelse gældende i verden, hvorved samme spekulanter afslører deres egen manglende evne og vilje til i uendelig lidenskabelighed at forholde sig subjektivt til deres egen eksistens og dermed overhovedet give sig selv muligheden for at tro. Ydermere tillader disse gode hoveder sig at kunne afgøre på Guds vegne hvem der være sig i stand til at få adgang til troen, da de binder troen i ting, ord og begreber, der ikke er tilgængeligt for et hvert menneske i verden. Og den religiøsitetens guddommelige genialitet ligger jo netop ved at hvert enkelt menneske kan finde troen ved subjektivt at forholde sig til sin egen eksistens.

Egentligen er det Guds-Forholdet der gjør et Menneske til Menneske,…

og om man som menneske – som ovennævnte spekulanter – vælger ikke subjektivt at forholde sig til Gud, da har man ikke noget guds-forhold og må derfor kun kunne betegnes som en karikatur på et menneske, hvilket dog ingen nødvendigvis vil opdage, om da blot karikaturen har mulighed for at tillære sig reglerne for troende opførsel, som den skal fremføres i henhold til de spekulanters så objektivt udtænkte medierende trossætninger, der giver ethvert forstandigt menneske mulighed for at lade sig selv forføre til falsk frelse.

At den enkelte må søge frelsen i sig selv tydeliggøres netop når Søren Kierkegaard på sin ligefremme og morsomme facon i slutningen af det valgte uddrag siger

…at Sandhedens Inderlighed ikke er den kammeratlige Inderlighed, hvormed to Busenfreunde gaa med hinanden under Armen, men den Adskillelse, hvori hver for sig selv er existerende i det sande.

Konklusion og perspektivering

I en sidelang fodnote på side 32 får så Hegels historisk baserede trossystem en ordentlig svada fra Søren Kierkegaards side, da Kierkegaard på ingen måde er tilhænger af objektivitetens kollektive frelse ved gennem f.eks. grundtvigiansk folkeliggørelse og systemtænkning at folkeforføre mennesket til at henholde sig til praktiske kirkelige systemer, uden at skulle prøves med sig selv, når det enkelte menneske nu reelt har muligheden for at blive menneske ved i inderlig søgen og uendelig interesserethed lidenskabeligt at forholde sig til sandheden i sin egen eksistens.

Når Søren Kierkegaard udtaler sig om forholdet mellem subjektivitet og tro er der rigeligt med plads til subjektets individuelle tilgang til gud gennem passioneret at tro på det ubeviselige, der trods indre fortvivlelse afføder inderlig tillid til det uforståelige og uåbenbarede, der er indeholdt i eksistensen, for kun i subjektiviteten eksisterer grobund for en oprigtig tro.

Subjektiviteten er Sandheden.

for nu at sige det ligeså kort som Kierkegaard selv, hvilket vist for øvrigt er en af de meget få korte sætninger, man får serveret fra hans side. Det er også en meget modig sætning syntes jeg, og jeg kan godt få den tanke, at havde han sagt den bare 250 år tidligere, kunne han godt have fået det temmelig varmt om ørerne, som følge af en mindre venlig samtale med inkvisitionens ellers sikkert nok så objektive og meget dedikerede ansatte.

Men det, der faktisk er mere skræmmende, er at man den dag i dag kører en sammenlignelig heksejagt med alle nutidens tilladelige midler taget i brug på præsten Thorkild Grossbøl, fordi han har tilladt sig at tage sit kald alvorligt og derfor tillader sig at prædike kristendommens budskab baseret på Søren Kierkegaards forståelse af, hvad det indebærer at være et troende menneske.

Da tænker jeg, at jeg hellere vil være en troende hedning end et tanketomt medlem af den danske såkaldte folkekirke.