Tåk-tåk genet slår til igen

Herreløse katte, posedamer, pensionister der ikke kan finde deres plejehjem, børn der er blevet væk, ensomme teenagere i toget, nettoshoppere uden penge nok, voksne der ikke kan binde deres egne snørrebånd og fulderikkerne foran Rema har alle én ting tilfælles: De kan i mængden af mennesker af en eller anden grund finde frem til os.
Jeg mener, det er Birgith, der meget morsomt (og yderst politisk ukorrekt) har kaldt det tåk-tåk genet, idet det virker som en magnet på ovenstående og lignende eksistenser, og oven i købet synes det at være arveligt.
Tag nu for eksempel forleden aften. Jeg sender troligt Tor på tanken efter Cola – og hvad sker der?
Efter noget tid begynder jeg at undre mig over, at det tager lidt lang tid. Jeg mener, der er kun 200 meter derhen.
Lige idet jeg griber telefonen, ringer han selv. Jow altså, han bliver lige lidt forsinket, for han står nede ved krydset med en muslimsk/somalisk ung pige, som vist nok skal til at føde, så de venter lige på en ambulance.
OKAY!!!
Jeg får Lærke ud af sengen og ned til krydset det går i fuld galop, så vi ankommer ca. samtidigt med ambulancen og alt er i fin orden, og vi kan gå hjem med vores Cola.
Så det der slår mig er, at der var masser af mennesker på gaden og hvorfor er det så lige, hun henvender sig til ham?

Jeg kan kun finde en forklaring: Tåk-tåk genet slår til igen!

(Og så kan jeg jo ikke lade være med at tænke på en anden gang, hvor han temmelig sent kom hjem fra TRoA med en der var blevet væk fra sit hjemland, som han havde lånt sin cykel, og som derfor var blevet så glad, at han absolut ville følge med Tor hjem og sige personligt tak til hans mor. Men en ting er helt sikkert: Skoene tager vi altid med ind, tåk-tåk magnet-genet efterlader vi tiltider udenfor hoveddøren.)